Kan vi friste med en picnic i slotsparken?
Når solen står højt over Fænøsunds glitrende vand, og slotsparken summer af sommer, er det svært at forestille sig en bedre ramme om en frokost i det fri.
Hent en picnickurv på slottet, og gå på opdagelse i de frodige, naturskønne omgivelser lige ned til Lillebælt. Måske finder I jeres favoritsted med udsigt til vandet. Måske under kronerne på de gamle bøgetræer. Eller måske et helt tredje sted i den gamle, velplejede 40.000 m2 store slotspark, hvor tiden for en stund får lov at stå stille.
Kurven er fyldt med velsmagende lækkerier fra slotskøkkenet og skabt til at blive nydt i godt selskab under åben himmel – i slotsparken eller et andet skønt, grønt sted. I må gerne tage kurven med uden for slottets område, men service m.m. skal returneres til receptionen.
Se indholdet og bestil
Picnickurven indeholder:
- Sandwich med slottets varmrøget laks, fynsk rygeost, salat & agurk
- Slottets Coppa med salat af blommetomat, rucola, rødløg, timian, mozzarella & balsamicoglace
- Lufttørret Hindsgavlskinke med honningmelon
- Slottets Bresaola med marineret artiskok
- Vesterhavsost, brie & vindruer
- Brød & smør
- Brownie
Vi har pakket tallerkener, knive, gafler og stofservietter med i kurven, så I blot skal finde et behageligt sted i de naturskønne omgivelser og lade resten være op til smag, udsigt og godt selskab. Picnickurven afhentes i receptionen. Her vil det også være muligt at leje eller købe et picnictæppe.
Picnickurvens indhold er fast (med forbehold for ændringer fra slotskøkkenet). Det er derfor ikke muligt at tage hensyn til allergener, særlige diæter eller andre kostønsker.
Obs! Kurv, tallerkner, bestik samt stofservietter afleveres i receptionen efter brug.
Pris
Picnickurven kan bestilles i perioden fra 1. juni til 30. august 2026 og skal bestilles senest dagen før inden kl. 12.00.
Pris pr. person kr. 245 ,-
Betaling sker ved bestilling. Afbestilling skal ske senest dagen før inden kl. 16.00, ellers refunderes pengene ikke.
Nyd et godt glas til lækkerierne
Medbragt mad og drikke er ikke tilladt i parken, men i baren hjælper vi gerne med noget, der passer til kurven og sommerstemningen. Her kan I købe alt fra øl fra Krenkerup Bryggeri og gode vine til velmiksede drinks og mocktails – lige til at tage med ud under den fynske sommerhimmel.

