Slottets risalamande

Flere har efterspurgt opskriften på slottets risalamande, som blev vist i tredje afsnit af TV2-udsendelsen ”Jul på Hindsgavl”. Her får du opskriften, hvor risengrøden bliver lavet i ovnen.

Jeg anbefaler, at du laver grøden dagen før, så den kan nå at køle helt af og rigtigt sætte sig, inden du blander den med mandler og flødeskum. På juleaftensdag kan du desuden med fordel blande risalamanden om formiddagen, så den hurtigt er klar til servering om aftenen.

Rigtig god fornøjelse!

Køkkenchef Ulrik Kjærsgaard

Ingredienser (til 5 personer)

  • 165 g grødris
  • 1 l sødmælk
  • ½ stang vanilje
  • 75 g sukker
  • 50 g mandelfileter
  • ½ l letpisket fløde

Fremgangsmåde

Mælk, grødris, sukker og vaniljekorn fra den halve vaniljestang samt selve vaniljestangen koges op i en tykbundet gryde.

Husk at røre i det, imens du koger det op, da der er mange sukkerstoffer i mælken, som ellers hurtigt kan brænde på.

Når risengrøden har fået et opkog, lægger du låget på gryden og stiller den ind i en 135 grader varm ovn i ca. 30-45 minutter. Rør i grøden en gang hvert 10. minut, og tjek, hvornår risengrøden er ”mør”.

Når risengrøden er færdig, skal den på køl. Jeg anbefaler, at du laver grøden, dagen før du vil have risalamande, da grøden skal være helt kold og have sat sig, før du kan lave den til risalamande.

Når grøden er kold, tilsætter du letpisket flødeskum og mandelfileter og vender det sammen.

Glem ikke at tilsætte en hel smuttet mandel, hvis der er en mandelgave på spil.

Servér med lun kirsebærsauce og evt. et godt glas portvin.

Velbekomme – og rigtig glædelig jul