Slottets klassiske fastelavnsboller

Her får du opskriften på klassiske fastelavnsboller med remonce, vaniljecreme og glasur på toppen.

Vær opmærksom på, at vaniljecremen skal køle i min. 3 timer og med fordel kan laves dagen før.

Rigtig god fornøjelse!

Køkkenchef Ulrik Kjærsgaard

 

Ingredienser (24 stk.)

Vaniljecreme

  • ½ l sødmælk
  • 50 g æggeblommer
  • 75 g sukker
  • 1 vaniljestang
  • 40 g maizena
Bollerne

  • 500 g smør
  • 600 g mel
  • 60 g gær
  • 40 g sukker
  • 2 dl kærnemælk
  • 1 æg (til pensling!)
Remonce

  • 100 g marcipan
  • 200 g sukker
  • 200 g blødt smør
Pynt

  • Flormelis, kakao og vand
  • Evt. farverigt krymmel

 

Begynd med vaniljecremen

(skal køle i min. 3 timer)

Rør æggeblommer og maizena sammen i en skål.

Mælk, sukker og kornene fra vaniljestangen varmes op i en gryde. Tag gryden af kogepladen, når mælkeblandingen når kogepunktet.

Herefter pisker du ⅓ af den varme mælkeblanding sammen med ægge- og maizenablandingen. Denne sammenpiskede blanding hælder du sammen med de sidste ⅔ af den varme mælkeblanding, mens du pisker. Det er meget vigtigt, at du bliver ved med at piske for at undgå klumper i vaniljecremen.

Når cremen er tyknet, hælder du den over i en kold skål. Læg film over helt nede ved vaniljecremens overflade og sæt den herefter på køl i min. 3 timer. Cremen skal nemlig være helt kold inden brug – og du kan derfor med fordel lave vaniljecremen dagen før. Opbevar den blot på køl, til du skal bruge den.

 

Remonce

Rør først marcipan og sukker i en røremaskine eller med en håndmikser.

Tilfør herefter det bløde smør lidt efter lidt, til det er en lind masse.

Så er remoncen klar!

Sådan laver du bollerne

Rør alle ingredienserne sammen i en røremaskine i 10 minutter. Hvis du ikke har en røremaskine, kan du håndælte dejen til en glat masse. Sæt dejen på køl i 15 minutter.

Efter afkøling ruller du dejen ud i en stor firkant, som du bagefter skærer ud i 24 små firkanter, som måler 10 x 10 cm.

Nu er du klar til at komme fyldet på: I midten af hver firkant lægger du først lidt remonce og dernæst lidt vaniljecreme. Fold hjørnerne ind mod midten, og klem enderne sammen, så dejen lukker til.

Placer fastelavnsbollerne med lukningen nedad på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve 1 time ved stuetemperatur under et rent viskestykke.

Inden du sætter bollerne i ovnen, kan du pensle dem med et sammenpisket æg. Bag bollerne i en forvarmet varmluftovn ved 200ºC i ca. 10 minutter.

Pynt og servér

Lad fastelavnsbollerne køle lidt af, inden du pynter dem.

Du kan gå klassisk til værks med eksempelvis lys eller mørk glasur. Eller du kan gå helt nye veje med en mere farverig glasur og masser af krymmel.

Det kan også være, dine børn eller børnebørn vil hjælpe dig med denne vigtige opgave.

 

Endelig er det blevet tid til at sætte tænderne i de hjemmebagte fastelavnsboller.

Velbekomme!