Slotbagerens brombærroulade med hvid chokoladecreme
Slottets køkkenhave har i år leveret i omegnen af et helt ton søde/syrlige/saftige bær til slotskøkkenet: Jordbær, hindbær, blåbær og brombær.
Mens nogle af bærrene er blevet nydt helt friske – fx på toppen af den klassiske jordbærtærte eller en skøn isdessert – er andre blevet syltet og henkogt.
Til denne rålækre roulade har vi fundet nogle af de henkogte brombær frem. Sammen med den hvide chokoladecreme får bærrene magien til at ske.
Fortryl og forkæl nogen, der fortjener det, med denne mundvanddrivende kage.
OBS: Chokoladecremen skal gerne hvile natten over!
Rigtig god fornøjelse!
Slotsbager Nikoline Skydsgaard
Ingredienser til 1 roulade
Bund
- 4 æg
- 100 g rørsukker + 1 lille håndfuld til drys
- 110 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 25 g kartoffelmel
Fyld
- 220 g brombærmarmelade
- 1 håndfuld friske brombær til pynt
- 350 g fløde
- 105 g hvid chokolade (knapper eller groft hakket)
- 1 blad husblas
Fremgangsmåde
Hvid chokoladecreme (skal hvile natten over)
- Læg husblas i blød i koldt vand i 10 min.
- Varm fløden, og hæld den over den hvide chokolade. Rør, til chokoladen er smeltet.
- Vrid husblassen for vand, og lad den smelte med i chokoladeblandingen.
- Dæk cremen til med film, som lægges helt ned på cremen, og sæt den på køl til næste dag.
- Tag cremen ud, og pisk den let og luftig – fx når du har sat din bund i ovnen.
Rouladebund
- Tænd ovnen på 200 ºC (alm. over- og undervarme).
- Pisk æg og rørsukker meget luftigt med en elpisker (ca. 5 min.).
- I en skål for sig blandes hvedemel, kartoffelmel og bagepulver.
- Lidt ad gangen vender du forsigtigt melblandingen i ægge-sukkermassen med en dejskraber.
- Læg et stykke bagepapir på en bageplade, og hæld dejen ud på papiret.
- Fordel dejen jævnt med dejskraberen – men hold ca. 5 cm afstand til kanterne.
- Bag bunden i den forvarmede ovn ved 200 ºC i ca. 8 minutter. Den skal blot være gylden og må ikke få for meget.
- Tag bunden ud, og lad den køle af i et minuts tid.
- Drys et nyt stykke bagepapir med alm. sukker.
- Vend den nybagte bund over på sukkeret og pres den let ned i sukkeret.
- Fjern nu forsigtigt det øverste stykke bagepapir fra bunden.
- Dæk bunden til med et fugtigt viskestykke – og lad den køle af.
- Fordel først brombærmarmeladen jævnt ud over bunden.
- Fordel derefter den hvide chokoladecreme oven på brombærmarmeladen – gem ca. 100 g til pynt.
- Rul rouladen sammen, og læg den med samlingen nedad.
- Lad rouladen sætte sig i 10 min. på køl, inden du pynter med den resterende hvide chokoladecreme og evt. friske brombær.
- Servér og nyd rouladen med en god kop kaffe og dine yndlingspersoner.
Slotsbagerens tip: Skal din roulade tage sig ekstra flot ud, kan du skære enderne af, så du får nogle flotte, rene snit som på billederne herover. Endestykkerne kan sagtens være en lille smagsprøve til dig selv. Det har du fortjent! Her på Hindsgavl Slot er der heldigvis altid flere endeskiver, end bageren selv kan klare 😉