Kom i mesterlære som tjener på Hindsgavl Slot

”Som elev på Hindsgavl Slot er jeg omgivet af dygtige fagfolk, der gerne vil lære fra sig. De får mig til at føle mig som en ligeværdig kollega, og jeg får også allerede en del ansvar. Det har udviklet mig meget – og det er en god måde at lære på. Samtidig er det sjovt at gå på arbejde, fordi dagene er så forskellige.”

Sådan siger Laura om at være tjenerelev på Hindsgavl Slot. Vi søger nu en elev mere til vores erfarne og fagligt stærke tjenerteam, som vil lære dig alt det, en dygtig tjener skal kunne – inden for mad, vin, service og drift.

Her kan du begynde din tjeneruddannelse med løn fra dag ét – og ingen skole det første år.

Læs mere om elevstillingen herunder – og send os din ansøgning snarest, hvis du vil begynde din karriere i de flotte og historiske rammer på Hindsgavl Slot.

Spørgsmål til stillingen?

Kontakt vores dygtige F&B Chef , Peter Vinther-Wilhelmsen, i dag på 2981 0470 eller send ham en mail på pvw@hindsgavl.dk

Om Ny mesterlære

Ved at tage din grunduddannelse i Ny mesterlære kan du gennem praktisk, lønnet arbejde kvalificere dig til hovedforløbet.

  • Løn fra dag ét
  • Praktisk læring og erfaring
  • Ingen skole det første år
  • Afsluttende praktisk prøve

OBS: Har du allerede gennemført grundforløbet, er du også meget velkommen til at søge elevpladsen.

 

Om dig

Du er nysgerrig og klar til at lære nyt hver eneste dag. For to dage er sjældent ens på Hindsgavl Slot: Den ene dag servicerer du gæster i vores hyggelige café, og den næste kan der være 700 gæster til stående frokost i Slotsladen eller 3.000 til koncert i parken. Og så er der alt det derimellem.

Du har et godt humør og er af natur smilende, udadvendt og ansvarsfuld. Du bidrager til holdånden og samarbejdet i tjenerteamet såvel som på tværs af slottets forskellige afdelinger.

 

Om dine opgaver

På Hindsgavl Slot kommer du godt omkring i tjenerfagets discipliner. Sammen med dine kolleger arbejder du med alt fra planlægning til afvikling.

Du bliver desuden klogere på både gastronomiens og vinens verden, og du vil erfare, at gæster er forskellige og har forskellige forventninger og behov. Her lærer du at komme dem alle i møde på en professionel måde.

 

Om Hindsgavl Slot

Hindsgavl Slot ligger mellem vand og skov lidt uden for Middelfart på Vestfyn. Stedets historie går helt tilbage til det 12. århundrede, og i disse historiske rammer driver vi et moderne hotel og konferencecenter. Her er plads til både store og små arrangementer, fest og farver samt afslapning og hygge.

Gennem tiden har vi udlært mange dygtige tjenere. Vi er derfor vant til at lære fra os og hjælpe vores elever til gode resultater og en fremtidig karriere inden for hospitalitybranchen. Flere af vores elever har desuden valgt branchen til, efter at de har prøvet kræfter med den her hos os.

 

Send os din ansøgning

Vi afholder samtaler løbende, til vi finder den rette kandidat. Send os derfor din ansøgning snarest. Skriv lidt om dig selv, og hvorfor du gerne vil være tjener.

Ansøgningen sender du sammen med et vellignende foto af dig selv til F&B Chef Peter Vinther-Wilhelmsen på pvw@hindsgavl.dk. Det er også ham, du skal kontakte, hvis du har spørgsmål til stillingen. Enten på mailen eller ved at ringe 64 41 88 00.

Vi ser frem til at høre fra dig – og forhåbentlig byde dig velkommen på vores elevteam.

 

Hindsgavl Slot er en mangfoldig og ansvarlig arbejdsplads med ordentlige forhold og vilkår. Det kan du læse mere om her:

Ansvarlighed på slottet Vores værdier
Som elev på Hindsgavl Slot er jeg omgivet af dygtige fagfolk, der gerne vil lære fra sig. De får mig til at føle mig som en ligeværdig kollega, og jeg får også allerede en del ansvar. Det har udviklet mig meget – og det er en god måde at lære på. Samtidig er det sjovt at gå på arbejde, fordi dagene er så forskellige.
Laura Flügel
Tjenerelev på Hindsgavl Slot