Drive-in koncept med ekstra forkælelse

Når tiden ikke tillader, at vi gør som vi plejer – så må vi jo ændre på plejer. Coronavirus har vendt op og ned på ’business as usual’ og sætter kreativiteten i stævne, når der skal arrangeres møder, konferencer og events. Derfor henvendte Nordea Invest sig til Hindsgavl Slot i forbindelse med deres afholdelse af en række investeringsarrangementer for privatkunder i hele landet.

Anne Scheffel, Event Manager, Nordea Invest, havde et ønske om at kunne afholde mødet for kunderne med både et fagligt højt niveau, nærvær og lidt forkælelse – i stil med Nordea Invests andre tilsvarende arrangementer.

Det ligger Nordea Invest meget på sinde, at tryghed for både kunder og medarbejdere er i centrum i denne tid. Da det gældende forsamlingsforbud ikke tillod, at 350 personer må samles på et sted, havde Anne Scheffel udviklet et koncept centreret omkring livestreamning af to dygtige indlægsholdere. Inden oplæggene skulle alle tilhørende hjemme i stuerne forkæles med en let To-Go-middag fra slotskøkkenet med forskellige lækkerier, som de skulle afhente på Hindsgavl Slot om eftermiddagen dagen inden.

 

Det er meget vigtigt for både Nordea Invest og jeg, at vores kunder kan være absolut trygge. Derfor har vi også valgt, at de skal kunne få udleveret deres To-Go-middag uden at stige ud af bilen.
Anne Scheffel

God erfaring

Da Danmark begyndte at åbne lidt op igen, valgte Anne Scheffel at kontakte 9 hoteller forskellige steder i landet til disse investeringsarrangementer. I Lillebælt-området var hun ikke i tvivl om, at Hindsgavl Slot ville kunne løfte denne lidt anderledes opgave. Hun har tidligere gode erfaringer med både faciliteterne, maden og området.

I dialogen med Patricia Wilde, Konference- og eventkoordinator, får de skabt lige netop den mængde forkælelse af Nordea Invests gæster, som Anne ønskede. Patricia og køkkenet skabte en To-Go-middagsmenu bestående af en dejlig trilogi af fisk som forret, efterfulgt af ost og egne charcuterivarer af bl.a. dyrekød fra dyrehaven.

Det var vigtigt for alle, at gæsterne kunne få en lille smule Hindsgavl Slot under huden, selvom de ikke måtte være fysisk til stede til selve oplæggene.

Drive-in

I løbet af et par timer om eftermiddagen dagen inden livestreamingen kom alle gæsterne forbi og hentede deres To-Go-Middag – nogen gående, andre cyklende og de fleste i bil. Flowet gled stille og roligt rundt om stalden om bag Slotladen, hvor udleveringen forgik. Patricia og kokkene samt Nordea Invests personale sørgede godt for alle gæsterne, der som en bonus fik sat stemningen af slottet og de smukke omgivelser.

 

Livestreaming

Livestreamingen foregik fra Tranesalen i Slotladen, hvor der er højt til loftet og godt lys og udstyr til at levere en professionel streaming.

Nordea Invests gæster melder tilbage, at de har været meget glade for arrangementet. Den ekstra forkælelse og lynvisittet på Hindsgavl Slot har især været med til at gøre arrangementet særligt i disse tider.