Hindsgavl Slot tester ny teambuilding med stor succes!

Holdet fra Hindsgavl Slot blev blandet på tværs af afdelinger og taget med ud i naturen for bl.a. at lære mere om det kronvildt og dådvildt, de er omgivet af i Dyreparken, og som de serverer i restauranten.

Når man som konferencehotel tilbyder sine gæster teambuilding-oplevelser ud over det sædvanlige, så må man selv kunne stå 100 % inde for sine samarbejdspartnere. Derfor mødte hele holdet op en sprød oktoberdag for at teste en ny partner af og opleve på egen krop, hvad Hunt & Hike kan tilbyde.

Det endte med at blive den skønneste dag i naturen med tvillingesøstrene Rikke og Trine Wagner Jacobsen fra Hunt & Hike, som har jagt og outdoor i blodet. Søstrene er bl.a. jagtguider i British Colombia og tager nu også virksomheder med ud i naturen for at mødes omkring bålet, roen og snakken. Derude hvor intet andet kan bryde ind i fællesskabet, for det handler kun om at være sammen og lære hinanden – og sig selv – at kende på nye måder.

Vil du høre mere?

Kontakt vores dygtige Konferencechef, Christina Skjellerup, i dag på 6340 6725 eller send hende en email på cs@hindsgavl.dk

Rikke og Trine var sindssygt dygtige til at få os til at slappe af og rykke grænser. Jeg er for eksempel vildt stolt af, at jeg var med til at flå og partere et dyr, for jeg var ikke sikker på, jeg kunne få mig selv til det. Det er en fed følelse bagefter!
Nikoline
Bager og Konditor i slotskøkkenet

Udfordret lige til grænsen

Dagen bød blandt andet på at flå og partere et dyr, tilberede det over bål og spise det sammen under stjernerne. Blandt deltagerne var slottets Bager & Konditor, Nikoline, som i dén grad skulle overvinde sig selv i den første del af opgaven:

”Rikke og Trine var sindssygt dygtige til at få os til at slappe af og rykke grænser. Jeg er for eksempel vildt stolt af, at jeg var med til at flå og partere et dyr, for jeg var ikke sikker på, jeg kunne få mig selv til det. Det er en fed følelse bagefter!”

For Nanna i receptionen var temaet ikke fremmed: ”Nu er jeg selv af en familie, der går meget på jagt, så jeg var nok ikke lige så udfordret som mange af de andre. Men jeg havde ikke prøvet at partere et dyr før, så der skulle jeg da også lige overvinde mig selv. Det var en virkelig lærerig dag – og udfordrende på den gode måde. Det er to kvinder, der virkelig brænder for det, de laver, og det kan man tydeligt mærke. De tog os med ind i deres verden på en meget jordnær måde. Vi fik bogstavelig talt hænderne med helt ned i deres livsstil med overlevelse i vildmarken.”

Forbundet rundt om bålet

Både Nikoline og Nanna fremhæver stunderne omkring bålet som noget særligt:

”Især sidst på aftenen, hvor det var helt mørkt, og man kun kunne se hinandens ansigter i bålets skær,” siger Nanna og fortsætter: ”Rikke og Trine er tidligere deltagere i X Factor, og de sad og sang så utroligt smukt. Det var faktisk helt rørende. Og en fantastisk måde at slutte dagen af på.

Nikoline supplerer: ”Ja, det var en helt anden måde at være sammen på og nogle andre snakke, vi havde med hinanden – også med dem, man normalt ikke har så meget kontakt med til daglig. Det forstærker følelsen af at være kollegaer med de andre afdelinger også. Og så kan man snakke videre om det, næste gang man ses.”

Også Konferencechef Christina Skjellerup er meget tilfreds med oplevelsen af Hunt & Hike:

”For os er nøglen til vellykket teambuilding en tæt dialog med vores kunder for at forstå, hvem deltagerne er, og hvad de som virksomhed gerne vil opnå. Så får vi det det til at gå op i en højere enhed med alt det, vi kan tilbyde hos os. Samme tilgang oplevede vi hos Hunt & Hike, og det gav os den mest fantastiske, skræddersyede dag, som vi glæder os meget til at tilbyde vores kunder også.”