Tre dage med faglighed, fællesskab og wow-effekt

Hvert år hiver konsulenthuset Basico 3 dage ud af kalenderen, hvor virksomhedens ansatte bliver inspireret med ny faglig viden og teambuilding – de såkaldte AwayDays, som alle 130 medarbejdere ser frem til. Forventningerne er høje, og det skinner igennem planlægningen, fortæller medarrangør Andrea Kop, som er Senior Campaign & CRM Consultant og Team Lead hos Basico:

”Hver gang, vi i arrangørgruppen planlægger de her store arrangementer, er målet, at vi kommer tættere på hinanden i vores virksomhed og får boostet fagligheden. Det kræver nogle rammer, der er store nok til at rumme os, med fede mødefaciliteter og gode muligheder for forskellige aktiviteter. Og så skal forplejningen også have et vist niveau,” forklarer hun og fortsætter:

”Vi havde på forhånd hørt godt om Hindsgavl Slot – og de skuffede ikke. Tilbagemeldingerne var overvældende positive, fortæller Andrea Kop: ”Det er en af de AwayDays, som har fået allermest ros gennem hele vores historie. Alle var meget glade og tilfredse efterfølgende, ikke mindst på grund af den gode forplejning og festen, hvor udsmykningen gav en kæmpe wow-effekt!”

Vi havde en fantastisk oplevelse, hvor vi også fik glæde af de smukke omgivelser lige ned til vandet. Vi var blandt andet ude at sejle, løste opgaver i slotsparken, dystede i katapult-kast, og så holdt vi en helt magisk Harry Potter-fest ovre i Slotsladen.
Andrea Kop
Senior Campaign & CRM Consultant og Team Lead hos Basico

Givende erfaringsdeling og professionel sparring

En stor del af succesen lå også i det forarbejde, Andrea Kop og de tre andre i arrangørteamet havde gjort i samarbejde med deres kontaktperson og festkoordinator på Hindsgavl Slot, fortæller hun:

”Vi har efterhånden en del erfaring med at afholde store arrangementer. Det gør, at vi kan være proaktive og tage indsigter med videre til næste arrangement om, hvad der fungerer, og hvad der eventuelt skal justeres for at imødekomme forventningerne,” siger hun og uddyber:

”Hindsgavl Slot tog rigtig godt imod de ønsker, vi kom med. Omvendt delte de deres erfaringer og forslag – og udfordrede os på nogle af vores. Der var generelt en rigtig god vidensdeling og erfaringsudveksling gennem hele forløbet.”

Hun fremhæver blandt andet, hvordan Hindsgavl Slot stod for rådgivning og koordinering med en ekstern artist og håndterede alt det tekniske og praktiske omkring optræden og afvikling: ”Det gav os ro og overskud til at fokusere på deltagerne, velvidende at alt bag kulisserne var i trygge hænder,” fortæller hun.

100 % styr på det

Første gang, man holder et stort arrangement et nyt sted, skal der ret meget til, før man er helt tryg, fortæller Andrea Kop, der godt kunne mærke nerverne, inden de tog afsted. Men så snart de landede på slottet, kunne hun sænke skuldrene:

”Vi oplevede, at der bare var 100 % styr på det. Vores kontakt var super professionel, og medarbejderne på slottet var meget, meget søde og kunne svare på alle vores spørgsmål. De havde gjort utroligt meget ud af det hele, og overholdt alle tidspunkter og forplejningstider. Der var intet at sætte en finger på,” siger Andrea Kop og pointerer afsluttende, at de gerne kommer igen en anden gang.